Finansmarkederne 2010
På det netop afholdte klimatopmøde konstaterede vi, at USA med præsident Obama i spidsen sammen med Kinas præsident Hu Jintao var centrum for alles opmærksomhed. Sådan forholder det sig også på den økonomiske og finansielle scene i 2010. Det bliver helt afgørende for udviklingen, hvordan konjunkturen former sig i USA.
Af: Jeppe Christiansen, adm. direktør
Alt tyder på, at privatforbruget i USA igen er på vej op. Finanskrisen er slut, og på boligmarkedet i USA ser det ud til, at priserne har passeret bunden i løbet af andet halvår 2009. Dette danner grobund for et opsving i det amerikanske privatforbrug, som vi så småt kan se konturen af nu.
I USA er man ”verdensmestre” i at gennemføre markedsundersøgelser for snart sagt alle forhold. I figuren er vist resultatet af et rundspørge blandt alle administrerende direktører i de 500 største amerikanske virksomheder. Her er der ingen tvivl om, at stemningen er vendt til det positive, og i fjerde kvartal 2009 er 70 % af alle administrerende direktører igen tilfredse og ser positivt på fremtiden.
På finansmarkederne har investorerne igen fundet risikovilligheden frem. De fleste investorer har en såkaldt bullish-opfattelse af aktiemarkedet og tror på aktiekursstigninger mellem 10 % og 15 % de næste par år. Ingen hører under kategorien very bearish, og kun 13 % ser negativt på aktiemarkedet i 2010. Med andre ord tegner alt til, at amerikansk økonomi bliver en vækstmotor for den globale konjunktur. Hvor længe det varer, er en helt anden sag, fordi de store statsfinansierede vækstpakker har udløst statsunderskud af hidtil uset størrelse. Regningen på det opsving, vi er i gang med, bliver stor og kommer formentlig til betaling engang i løbet af 2012. Indtil da vil vi se en fornuftig amerikansk vækstrate.
Kina og Asien
Hvis vi skal vurdere udviklingen i Kina og Asien, tegner der sig nogenlunde samme billede. Endog med lidt mere styrke. Den kinesiske økonomi, også kaldet verdens produktionsværksted, er i pæn udvikling. I Kina har man gennemført meget store økonomisk politiske lempelser, og vækstraten i Kina er igen nået op på næsten 10 % p.a. Eksporten er endnu på et niveau, der ligger 15 % under niveauet før finanskrisen, men kinesisk eksportindustri mærker dog en stigende ordretilgang og melder igen om pæn vækst. Det er heller ikke overraskende, fordi kineserne har ladet deres valuta Yuan låse fast til dollaren. Det sidste år, hvor dollaren er faldet ca. 10 %, er den kinesiske valuta derfor fulgt med dollaren ned. Den kinesiske konkurrenceevne er derfor uændret stærk.
Faktisk har kinesiske virksomheder fortsat en konkurrenceevne uden historisk sidestykke, hvilket også er årsagen til landets meget store handelsbalanceoverskud.
Kineserne gennemførte faktisk en række (5) store devalueringer af deres valuta i perioden 1985-1993. I alt er den kinesiske valuta faldet med 60 % i værdi i perioden 1985-2009. Det har sammen med produktivitetsfremgangen i Kina på 4 % p.a. betydet, at landet har en konkurrenceevne, som ingen kan matche. Faktisk er det en besynderlighed i en markedsøkonomi, at det land, som har den kraftigste produktivitetsstigning, samtidig har det største fald i valutaens værdi. Normalt forholder det sig modsat, fordi produktivitetsfremgang giver en styrkelse af valutaen.
I Kina har man ikke et frit valutamarked, men en statsstyret valuta. Det er årsagen til, at kineserne på kan ”manipulere” deres egen valuta ned på et så lavt niveau, at de kan udkonkurrere industrien i resten af verden. Dette er forklaringen på Kinas eksporteventyr, og det er også forklaringen på den nuværende vækstfremgang i Kina og Asien. Desværre betyder det, at den vækstfremgang, som i 2010 starter i USA, vil blive ubalanceret. Vi vil fortsætte i det gamle spor, hvor Asiens eksport vokser, og underskuddene i USA og Europa vokser, fordi privatforbruget er gældsfinansieret.
I forhold til perioden 2003-2008, hvor det var boliggælden, der voksede, er den eneste forskel, at det nu (2010) er statsgælden i USA og Europa, der vokser og derfor reelt finansierer det opsving, vi får i 2010 og 2011. Så længe væksten er ubalanceret, og giver anledning til stor likviditetsopbygning i Kina og stort underskud i Europa og USA, vil den ikke være langtidsholdbar, men have en udløbsdato i 2012 eller deromkring. Dette underbygges af tallene i figuren, som viser, at valutaindstrømningen til Kina er uændret stor. Valutareserverne i Kina er på knap 2.500 mia. USD, og den årlige indstrømning er på niveauet 400-500 mia. USD, fortrinsvist skabt ved et stort handelsoverskud. Som det ses i figuren, har finanskrisen kun givet en kortvarig effekt på denne trend.
Konklusion: Husk at sprede risikoen
Kina og USA sætter dagsordenen for de kommende år. Vi vil opleve en global vækst, som kommer op på niveauet 3-4 %, hvilket næsten svarer til niveauet før finanskrisen. Men vi vil også opleve, at væksten gradvist går i stå omkring 2012, fordi den populært sagt bliver indhentet af statslig gældsætning, og måske fordi der bliver tendens til inflation og stigende renter. For den langsigtede investor er konklusionen den samme som tidligere: Husk risikospredning, husk at købe såvel globale valueaktier som lange tyske statsobligationer og suppler eventuelt med lidt aktier i vækstområder. Det kan være Asien, biotek eller miljø- og klimarelaterede investeringsområder. Vi får trods alt et ganske godt år i 2010, og måske kan vi håbe, at nogle af de globale ubalancer blive rettet op, inden de skaber krise.